0045 97912530

Dialux gulve udvider med filial i Herning

Thisted-firmaet arbejder udelukkende med natursten

 

 

HERNING 5. april 2010 14:40

For 10 år siden oprettede Henrik Handest, Thisted, Dialux Gulve A/S som udelukkende arbejder med natursten. Firmaet lægger stenene som fliser på gulve, vægge og facader, og arbejdet omfatter både nybyggeri og renoveringer. Siden er Peter Glarmbæk trådt ind i ejerkredsen, og han er netop flyttet til Herning, og det er en god anledning til, at Dialux Gulve opretter en afdeling netop i Herning, som Peter Glarmbæk bliver bestyrer af. Udover de to ejere, er der én ansat, og Dialux Gulve vil fortsat have sit hovedkontor i Thisted. Der er flere fordele forbundet med at oprette en afdeling på Industrivej 13 B i Herning. Henrik Handest forklarer, at firmaets fleste arbejdsopgaver ligger i midt- og sydjylland samt på Fyn og Sjælland, og ved at oprette en afdeling med værksted i Herning vil der kunnes spares på spildtid som for eksempel kørsel på landevejene. – Vi åbnede vores afdeling i Herning 1. marts, og udover værkstedet har vi en mindre udstilling, fortæller Henrik Handest, der ligeledes peger på, at travlhed og en god ordrebog har skubbet positivt til beslutningen om at udvide med en afdeling i Herning. – Vi kan hurtigere nå ud til kunderne, når vi har oprettet en afdeling i Herning, pointerer han.

Tilbage til forsiden